Spring til indhold

Dorthe om sit liv med FAS

Når først du har mistet hjerneceller, så får du dem jo aldrig tilbage igen!

Derfor er Dorthes råd til gravide: ”Hold jer fra alkohol, når I er gravide".

Dorthe taler ud fra erfaringer fra hendes eget liv. Hun er født med Føtalt Alkohol Syndrom - en alvorlig alkoholskade som skyldes hendes mors forbrug af alkohol i graviditeten.


Dorthe blev anbragt på et behandlingshjem, da hun var et par måneder gammel, efter at hendes mor i beruset tilstand var væltet med Dorthe i barnevognen. Det var Dorthes far, der traf beslutningen om, at hun skulle væk hjemmefra. Dorthes mor drak alt for meget og var for psykisk skrøbelig til at tage ordentlig vare på Dorthe, og selv syntes han, at han var blevet for gammel til at passe så lille et barn.

 

Barndom i pleje

Dorthes barndom kom efterfølgende til at bestå af ophold på behandlings-hjem og i tre forskellige plejefamilier. Den sidste plejefamilie kom hun til som 14 årig, og her boede hun, indtil hun blev voksen. I dag, hvor hun er 41 år, har hun fortsat god kontakt til både sin plejemor og plejefar. ”Jeg har aldrig rigtig i mit liv haft venner”, fortæller Dorthe. Jeg blev mobbet og drillet af de andre som barn. Jeg følte mig rigtig meget udenfor. Der var ingen, der gad snakke med mig. De er ligesom altid gået uden om mig”.

 

Svært ved at huske

Dorthe har hele sin skoletid gået i specialklasse, fordi hun har rigtig svært ved især dansk og matematik. I dag ved hun, at indlærings-vanskelighederne skyldes hendes medfødte alkoholskade. ”Der er mange af mine hjerneceller, som er blevet ødelagte af min mors forbrug af alkohol i graviditeten. Det betyder blandt andet, at dét jeg kan huske den ene dag, har jeg måske helt glemt den næste dag. Da jeg gik i skole, var det et rigtig stort problem for mig. Når jeg fik lektier for, så kunne jeg ikke altid huske, hvad jeg havde fået for, når jeg kom hjem og skulle til at i gang med at lave dem”. I dag viser vanskelighederne sig mest i hverdagen, ved at Dorthe ikke kan nå at læse undertekster på film i fjernsynet, og bøger er for uoverskuelige at give sig i kast med. ”Det der er sværest er, når jeg får breve fra kommunen eller andre steder fra. Jeg kan ikke forstå det, de skriver, og jeg kan ikke selv skrive et svar”

Et rigtig arbejde

Dorthe har de sidste mange år været på førtidspension. ”Da jeg var yngre, ville jeg gerne ud i det pulserende liv. Jeg ville ud og arbejde ligesom alle andre, men folk omkring mig mente ikke, jeg kunne arbejde hurtigt nok og heller ikke hele dagen uden at blive dødtræt. Min drøm var at blive stewardesse - bare i et tog, men som de sagde til mig. ”Den duer ikke. Du kan jo ikke regne, så hvordan skal du kunne give folk rigtig tilbage, på det de køber?” Og det havde de nok ret i”.

Min søn er nu voksen

Da Dorthe 21 år gammel flyttede fra sin sidste plejefamilie, flyttede hun sammen med sin daværende kæreste. Kort efter blev hun gravid. Hendes søn er i dag en voksen mand og er ved at færdiggøre sin uddannelse. På grund af Dorthes alkoholskade vurderede kommunen, at hun ikke ville være i stand til at varetage omsorgen for sin søn. Han er derfor vokset op hos Dorthes tidligere plejefamilie, men Dorthe har hele tiden haft og har fortsat god kontakt med sin søn.

Snart kobberbryllup

I dag er Dorthe gift på 13. år, med Bent som er næsten 30 år ældre end hende. Dengang var der op til flere, som var foruroliget over alders-forskellen. Tidligere havde mange været bekymret for, om hun kunne passe godt nok på sig selv alene i egen lejlighed. De syntes, det ville være bedst for hende i et bofællesskab med støtte tilknyttet. Hun blev let udnyttet af de mænd, hun kom i kontakt med, i den by hvor hun boede. Hun var dengang en lille og tynd kvinde. Vejede blot 42 kilo. Køleskabet var altid gabende tomt, så mon hun fik noget at spise? De bekymrede spørgsmål har efter alt at dømme været velmente, men Dorthe kunne ikke opfatte dem som en hjælp. ”Jeg følte mig overvåget og tjekket. De kontrollerede, om jeg spiste, skiftede sengetøj, gjorde rent osv. Så da jeg flyttede sammen med Bent, sagde jeg, at jeg ikke længere ville have hjælp. Jeg synes heller ikke, jeg savner det i dag, men hvis ikke jeg havde Bent, ville jeg nok have brug for støtte”. Hverdagen med Bent giver nogle gode rammer omkring hendes liv. At han er så meget ældre og mere livserfaren end hende, ser hun blot som et ekstra plus.
Dorthe elsker at gå til bankospil og bruger ellers sin tid på at fodre og passe de mange dyr, parret har omkring sig i hjemmet. Dyrene er en stor interesse, som de har til fælles. Dorthe slår til sidst fast, at ”jeg har haft det svært, men i dag synes jeg, at jeg har fået et rigtig godt liv. Bent bryder ind og tilføjer ”Da vi mødte hinanden, var der jo ikke mange, som gav vores forhold en chance, men om få måneder kan vi altså fejre kobberbryllup - og festteltet, det har jeg bestilt”.